Ikke bare "en ny dims"
Dataopsamling muliggør en mere åben vinkel i det eksperimentelle arbejde. Når en komplet måleserie på et øjeblik kan afbildes grafisk, kan eleverne med det samme få svar på en række "hvad nu hvis..."-spørgsmål.
I den daglige undervisning sætter man også hurtigt pris på at kunne præsentere måleresultater på en storskærm eller et SmartBoard.
Hvorfor bruge computeren som måleinstrument?
Der er to områder, hvor dataopsamling næsten er en nødvendighed - når ting sker meget hurtigt eller over meget lang tid: Lad en stangmagnet falde gennem en spole, og vis spændingsvariationerne med en opløsning på 1/1000 sekund - eller mål, hvordan sollyset varierer igennem dagen.
En tredje fordel er, at computeren sættes til at måle flere parametre samtidigt. Sammenhængen mellem to størrelser kan vises direkte på en graf.
Inddrag ny teknologi i undervisningen
Dataopsamling er en udmærket måde at inddrage ny teknologi i undervisningen på, og dermed imødekomme såvel elevernes som ministeriets krav og forventninger. Eleverne skal lære "at indsamle, ordne og formidle resultater og erfaringer på forskellige måder, og informationsteknologiens muligheder skal udnyttes". At anvende dataopsamling ligger således lige for, navnlig da metoden samtidigt kan forbedre undervisningen.
Mulighed for mange nye målinger
Endelig giver dataopsamling mulighed for at måle og sammenligne data, der tidligere har været svært tilgængelige for skoler. Eksempelvis er EKG (Elektrokardiogram) måling blevet let og økonomisk overkommelig med dataopsamlingsudstyr.