Til eksperimenter med superledere og til hjemmelavet flødeis
Vi forhandler ikke flydende kvælstof, men henviser vores interesserede kunder til Strandmøllen. De er leveringsdygtige i forskellige mængder
|
Pris ekskl. moms |
Leje af Dewar (Beholder til opbevaring) |
Flydende Kvælstof - 10 L | 624,30 | 23 kr. pr. dag |
Flydende Kvælstof - 25 L | 1228,80 | 30 kr. pr. dag |
Der tages forbehold for prisændringer hos Strandmøllen. Nuværende priser er indhentet Dec 2015.
Kontakt Strandmøllen på telefon 70 10 21 07
Flydende kvælstof (LN2) er en klar, tyndtflydende væske, som er ekstremt kold (-196 °C) og dermed hører til de kryogene væsker. Flydende kvælstof kan ikke lugtes. Væsken er inaktiv (reagerer ikke kemisk) og kan ikke brænde.
De almindeligste farer ved omgang med flydende kvælstof er:
Alvorlige fryseskader kan opstå, hvis flydende kvælstof kommer i kontakt med huden. Bar hud kan fryse fast på overflader, der er kølet med LN2 med alvorlige skader til følge. Langvarig nedkøling af huden kan medføre forfrysninger, og inhalering af den kolde gas kan medføre beskadigelse af lungerne.
Øjnene er specielt følsomme – selv små stænk eller sprøjt af flydende kvælstof kan medføre en øjeblikkelig nedfrysning af væv med permanente skader til følge.
Selvom flydende kvælstof i sig selv ikke er giftig, kan tilstedeværelsen af flydende kvælstof medføre risiko for kvælning. Når væsken omdannes til gas, stiger volumenet voldsomt, f.eks. bliver 1 liter væske til 700 liter gas, der reducerer luftens indhold af ilt. Luftens iltindhold er normalt 20,9 %. Man må ikke opholde sig i rum med et iltindhold under 19,5 %. Falder iltindholdet yderligere, kan det medføre svimmelhed, kvalme, opkast, besvimelse og død. Vær opmærksom på, at man ikke oplever nogen form for advarsel, f.eks. i form af kvælningsfornemmelser.
Der skal ikke så meget til at sænke luftens iltindhold. Hvis indholdet af en 10-liters Dewar (termobeholder) fordamper i et lokale på 4 m × 3,6 m × 2,5 m = 36 m3 , falder iltkoncentrationen til 16,9 %!
Da flydende kvælstof udvider sig voldsomt ved fordampning, kan ukorrekt opbevaring lede til kraftige eksplosioner. Større beholdere til kryogene gasser er derfor udstyret med overtryksventiler, der regulerer trykket i beholderen. Mindre beholdere er normalt udstyrede med løse låg.
Indtagelse af LN2, bevidst eller ved et uheld, resulterer med stor sandsynlighed i at mavesækken eksploderer.
Flydende kvælstofs lave viskositet betyder, at det meget let løber igennem små huller og sprækker. Hvis der for eksempel hældes LN2 i en almindelig termokande, er der stor risiko for, at kvælstoffet siver ind mellem glasbeholderen og gummipakningen. Når væsken herefter omdannes til gas, stiger trykket, og kanden kan eksplodere.
Hvis LN2 opbevares i åbne beholdere, vil dampene kondensere luftens fugtighed, så kvælstoffet får et indhold af iskrystaller. Mere alvorligt er, at luftens ilt vil fortættes på overflader, der har LN2’s temperatur, så man uforvarende kan komme til at danne et reservoir af flydende ilt. Ilten kan reagere voldsomt med visse organiske materialer med brand/eksplosion til følge.